mandag den 18. november 2013

Monsterstør til drengene

Det var et par stolte drenge som blev foreviget med støren
Så er der endelig lidt nyt at skrive her på bloggen. De sidste par måneder har der ikke været noget fiskeri for mit vedkommende, idet der har været en masse andet som skulle passes, bl.a. en tur til Oktoberfest i München og min 50 års fødselsdag.

I denne weekend var der dog blevet tid til noget fiskeri. Lørdag blev brugt på at fange agnskaller og det gik helt fint, så nu er agnen klar til de kommende geddeture.

Søndag bev det til nogle timers fiskeri sammen med mine børnebørn, hvor vi skulle prøve at fange en stør. Vi fiskede i Poppelsøen ved Ballerup, her er der næsten fangstgaranti og det skulle da også vise sig at holde stik denne dag. Vi fik nemlig et godt hug på et bundtakel som var agnet med rejer og efter en fælles indsats af os alle tre, lykkedes det at få en flot stør i fangstnettet. Det var en imponerende belugastør på omkring 8 kilo, så det var et par stolte denge som efterfølgende blev fotograferet med fisken.

Nu er det så gedderne som står for tur, så mon ikke der kommer et par gode fisk i båden inden for den næste uges tid.

onsdag den 25. september 2013

DM i fladfisk

I weekenden stod den igen på havkonkurrence. Denne gang var det DM i fladfisk fra Onsevig på Lolland, hvor jeg igen skulle fiske med Martin Hubert, Cees og Michael Lorentzen.
Da jeg skulle noget andet fredag aften, mødtes vi på kroen i Onsevig til morgenmad lørdag kl. 06.30.
De andre havde deltaget i konkurrencen året før, så de havde en lille ide om hvor vi skulle fiske.
Klokken 08.00 bragede startskuddet over havnen og de 161 deltagende både, spredte sig ud over Langelandsbæltet.

Vi indledte fiskeriet efter rødspætter på langelandssiden og fiskeriet gik ganske fint, der var godt med fisk, nem det kneb lidt med størrelsen. Vi fik dog en fin spætte lige under kiloet og så blev jagten sat ind på en pighvar. Martin havde på forhånd fået positionen på en plads som skulle holde hvarrer, men efter en intens indsats måtte vi erkende, at oplysningen ikke helt havde holdt vand, vi havde ikke haft den mindste kontakt med pighvarrene.

Nu var tiden efterhånden fremskreden, så vi var en smule rådvilde. Med hjælp fra gode fiskekammerater fik vi dog en en position hvor de tidligere på dagen havde fanget hvarre. Den sidste 1,5 time blev brugt her og det lykkes at fange to pighvarrer, med den største på 1,150 kilo.

Lørdag aften var der fællesspining på kroen og her fik alt den gode mad som vi kune spise. Vi hyggede herefter med et par fadøl, inden turen gik tilbage til vores senge, så vi kunne være friske til søndag morgen.

Søndag blev fiskeriet indledt med at prøve at fange en større hvarre, idet dette var nødvendigt, hvis vi ville helt til tops. Nogle timers fiskeri på vores nye hvarreplads gav da også syv stk indenbords, men der var desværre ingen som var større end den største fra om lørdagen.

De sidste timer skulle der fiskes efter skrubber og store isinger. Det gik også helt fint, idet vi løb ind i et forrygende fiskeri på lavere vand.

Klokken 14.00 skulle vi være i havn og den afsluttende indvejning skulle finde sted. Mens vi ventede på det endelige resultat, var der udlevering af "moleøl" og slag af pølser og meget andet godt.
Da den endelige stilling var gjort op, skulle det vise sig at vi var endt på en samlet 6. plads. Ikke et dårligt resultat ud af 161 både, men vi ville nu gerne være hoppet op i Top 3. Men med det bedre kendskab som vi har fået til pladserne dernede, så må det være målet til næste år.

Alt i alt, er det et superflot arrangement, som de har fået op og køre nede i Onsevig. Der er virkelig meget som skal klappe, når der er 450 deltagere, men alt kører rigtig godt, så jeg kan kun anbefale alle at deltage i dette hyggelige arrangement i de kommende år.

onsdag den 18. september 2013

Min debut som konkurrence havfisker

I weekenden fik jeg min debut som konkurrence havfisker, idet jeg deltog i Garmin Fiskefestivalen fra Borstahusen nord for Landskrona. Jeg var med i "Team Blæser" hvor Martin Hubert er skipper og Cees Vader også er med. Det er to erfarne øresundsfiskere, som blev nummer 1 og 4 i de nyligt afholdte europamesterskaber i havfiskeri, så jeg var i gode hæner.

Konkurrencen går ud på at fange så mange arter som muligt, idet der kun kan indvejes en fisk af hver art pr. team.

Vi kørte til Borstahusan fredag eftermiddag, hvor vi lige kunne nå et par timers "træningsfiskeri" inden vi indlogerede os i en hytte på campingpladsen nær havnen.

Lørdag morgen startede konkurrencen kl. 07.30 og straks satte mange af bådene kursen mod nord, hvor der skule fiskes efter hvarrer på "Lappen" Vi startede også med dette fiskeri og det lykkedes inden for en rimelig tid at lande en hæderlig slet- og pighvarre og så var det ellers videre.
Fiskeriet kørte efter skemaet i de næste timer og der kom både sej, berggylt, ulk, savgylte og håising ombord, så det tegnede rigtigt godt. Vi sluttede dagen med at fiske sild og torsk, så da vi sejlede mod havnen, havde vi hele 16 arter ombord.
Om aftenen var der fællesspisning på havnens restaurant, et rigtig hyggeligt arrangement, hvor der blev snakket fiskeri og fortalt røveristorier hen over bordene.
Her blev dagens resultat også offentliggjort og det skulle vise sig at dagens fine fiskeri, foreløbigt havde placeret os på den samlede førsteplads.

Søndag morgen var vi klar på at forsvarer vores fornemme placering, så taktikken blev lagt. Vi manglede stadig at fange en kuller, så det var her at dagens første fiskeri blev lagt. Det lykkedes desværre ikke at fange en kuller, så efter et par timer blev der satset på at forbedre vores fladfisk fra lørdagens fiskeri. Her gik det bedre, idet vi formåede at fange ising, skrubbe, rødspætte og en knurhane som var størrre end de fisk som vi havde indvejet om lørdagen.
Resten af dagen blev brugt på at fange en kuller og ca. en halv time før konkurrencens afslutning, lykkedes det endelig at fange den fordømte kuller, der var dog tale om et lille eksemplar på 240 gram, men det var dog en kuller.

Nu blev kursen sat mod havnen, hvor indvejningen skulle finde sted. Det var med spænding at vi forhørte os om de andres fangsterog især et team havde gjort det rigtig godt, nemlig Benny fra Gøteborg. Han havde forbedret flere arter og fanget hele 6 nye arter i forhold til om lørdagen, bl.a. havde han fanget både glyse og blåstak, et par fisk som bestemt ikke er hverdagskost på Øresund.
I vores "hovedregning" var det sansynligt at Benny havde overhalet os i den samlede stilling, men det var meget tæt, så præmieuddelingen blev ventet med spænding.

Her skulle det vise sig at stillingen var enddog meget tæt, idet der kun var to point mellem 1. og 2. pladsen. Desværre faldt det ud til Benny´s fordel, idet de havde 997 point mod vores 995 point.
Men en 2. plads i dette skrappe felt af havfiskere var bestemt ikke dårligt og da vi havde flere point end vi havde i vores "slagplan" for konkurrencen, kunne vi kun være tilfredse.

Det var en rigtig spændende konkurrence, som stiller store krav til teknik og pladskendskab for at fange de mange forskellige arter. Martin og Cees fangede elvfølgelig flere fisk end jeg gjorde, men jeg lærte en masse, som jeg kan bruge i mit videre fiskeri, måske allerede i den kommende weekend, hvor vi fisker DM i fladfisk fra Onsevig på Lolland.
En stor tak til Martin og Cees for en hyggelig , lærerig og særdeles inspirende weekend, nu skal de bare passe på, for jeg bliver karp i de næste års havkonkurrencer.

torsdag den 22. august 2013

Nye brudesenge til aborrerne

Så er de første "ranker" klar til udlægning

I 2012 var der et par biologistuderende, der lavede et projekt i Ishøj Havn som omhandlede aborrernes gydeadfærd i området.

Projektet viste flere interessante ting, bl.a. at aborrernes æg og yngel, kunne klare en højere saltkoncentration i vandet end forventet, noget som faktisk er enestående for Ishøj aborrerne.

Projektet viste dog også, at aborrerne manglede gydepladser, hvor vanddybden var tilstrækkelig til at forhindre en udtørring af æggene under ekstremt lavvande, hvilket ofte forekommer i Ishøj havn. Som forholdende er i dag, så bliver mange af æggene lagt i sivkanten, da der er mangel på grene og lignende, efter at en stor del af inderhavnen blev gravet op for få år siden.

Dette måtte der selvfølgelig gøres noget ved, så vi fik anskaffet en hel del gamle juletræer, som er perfekte til at lave egnede gydepladser til aborrerne af.
Så er der "brudesenge" på vej


Her i ugen startede vi så med lægge træerne i vandet. De bliver simpelthen bundet sammen i ”ranker” bestående af 5-7 træer som så bliver lagt ud på de egnede steder og holdt på plads med betonklodser.


Nu arbejdet er færdigt har vi fået udlagt ca. 70 træer i området, så nu er brudesengene klar til aborrernes leg i foråret.
Der bindes juletræer sammen

søndag den 18. august 2013

Endelig ude igen

Siden Norges turen i juli måned har stængerne stået i hjørnet, men nu var der endelig tid til at komme ud igen. Søndag eftermiddag blev medegrejet hurtigt pakket og det var meningen at der skulle fiskes nogle brasen. Men på grund af en rimelig kraftig vind på langs af søen, blev der hurtigt ændret planer.
 I stedet blev kursen sat mod en anden sø, som jeg  gennem flere år havde haft i kikkerten, men aldrig havde fået fisket.
Vel fremme ved søen blev forholdene lige set an, inden jeg valgte mig en plads. Hurtigt blev der blandet noget foder og en polestang blev rigget op. Allerede efter få minutters fiskeri, begyndte der at komme fisk ind på pladsen og så startede det ellers. De næste timer bød på et formidabelt fiskeri efter rud- og gråskaller på 100 – 500 gram. Da keepnettet blev trukket op efter tre timers fiskeri, vil jeg skyde på at jeg havde 25 kilo skaller og så havde der også været tid til et par kaffepauser.



Det var årets første medetur, så man kunne godt mærke at man var noget ”rusten” , men det var herligt at være ude igen. Det var bare lidt ærgerligt at geddesæsonen ikke var startet endnu, når man nu  stod med et net fyldt med super agnskaller, men nu ved jeg hvor de bor J

fredag den 19. juli 2013

Turen til Trondheimfjorden

Så er vi atter hjemme efter en fantastisk tur til Trondheimfjorden i det norske. Turen bød på et varieret fiskeri, lige fra molefiskeri til dyphavsfiskeri på 580 meter vand, som alle bød på store oplevelser. Vi startede jo med at fiske efter langer allerede den første nat efter ankomsten og det gav et fornemt udbytte, som man jo kan læse i det forrige indlæg. 

En blåstak med fantastiske farver
Dagen efter var vejret desværre ikke til at komme på fjorden, så vi måtte fiske fra havnens mole. Dette fiskeri bød på en masse spændende arter, hvis man tilpassede sit fiskeri efter størrelsen på fiskene. Jeg fik bl.a. en blåstak, en fisk som jeg aldrig tidligere havde landet. Det er en af de smukkeste fisk som jeg har fanget, de blå farver var nærmest lysende.
 Ellers bød moledagen på følgende arter, berggylte, lubbe, makrel, glyse, havkarusse og ulk. 

Næste dag var det atter muligt at komme på fjorden og vi startede med at fange agn. På de første knolde var der ikke det store, men så fandt vi et sted med makreller. Det var det rene makreleventyr, idet der mange gange var fisk på alle ophængere + pirk og det var flotte makreller på 600 – 900 gram. Efter at vi havde fyldt agnspanden gik turen mod langepladsen, hvor vi lige skulle prøve et par drev for at se om der var en stor fisk hjemme. Vi fik et par langer mellem 5- 10 kilo og en enkelt over ”målet” inden kursen blev sat mod det dybe vand.

En ringhaj fra det dybe
Her skulle vi prøve at fiske på 550 – 600 meter vand efter rokker og grønlandshajer. Dette fiskeri kræver dog at man ankrer op, så efter at vi havde fundet et lovende sted, begyndte vi nedfiringen af 700 meter ankertov! Et rimeligt vildt projekt når man ikke har prøvet det før, men det gik nu helt fint. Ankret havde fået fat i bunden og vi kunne påbegynde fiskeriet og firer vores takler med 1 kilo bly mod bunden 580 meter nede.
Jeg må lige indskyde at der er rigtig, rigtig langt ned, men endnu længere når der skal hjules op fra disse dybder.

Efter kun et kvarters fiskeri var der noget som ”pillede” ved Jespers agn, som var en hel sej. Efter at fisken havde fået lidt tid, blev der givet tilslag, men der blev bare tungt og stille nede i dybet. Efter at Jesper havde lagt et tungt pres på, fik han langsomt løftet noget tungt fra bunden og vi var ikke længere i tvivl om at det var fisk. Nu var spørgsmålet bare hvad det var!
 Efter godt 40 minutters hårdt arbejde fik vi endelig svaret, det var nemlig en rimelig stor rokke, som kom til syne under båden i det klare vand. Vi gaffede forsigtigt fisken i vingen og løftede den ombord, hvor jubelen brød løs. Det viste sig at være en sortbuget rokke, en art som der tidligere kun var fanget fem eksemplarer af på stang, så det var en noget usædvanlig fangst. Fisken blev vejet til 24,6 kilo, hvorefter den blev fotograferet og sat tilbage i vandet.
 Den svømmede mod bunden, formodentlig med en tanke i hovedet om hvad det dog var som foregik heroppe i lyset.
 De næste timers fiskeri gav nogle ringhajer og en enkelt sorthaj, som er et par mindre hajarter som lever på de store dybder.

Jespers imponerende sorbugede rokke

De næste par dage brugte vi primært med at fiske på det dybe vand, med et par afstikkere til langepladsen. Det dybe fiskeri gav en enkelt plovjernsrokke på7,50 kilo til Jesper Uldbrandt, samt en stribe småhajer og en enkelt lille lange!
På lange pladsen fik vi flere ”målerlanger” på op til 14,50 kilo og jeg fik en rigtig stor brosme på 11,00 kilo.

Min store brosme på 11,00 kilo fra langepladsen

Den sidste dag skulle vi sejle bådene tilbage til havsiden af Fosen halvøen, så vi startede tidligt, så vi kunne nå noget fiskeri ude i det åbne hav. Vi prøvede nogle pladser på vejen, men det gav kun lidt småsej og makreller, men så havde vi da noget agn. Vi endte ude på en plads ca. 15 kilometer fra kysten, hvor Jesper sidste sommer havde fanget et par helleflyndere. Vi startede med at medefiske på en grund med ca. 50 meter vand. Her fangede vi en del rigtig flotte kuller på helt op til 3,70 kilo, samt en del rødfisk. 

Under fiskeriet fik vi pludselig besøg af en stor vågehval, som var under og ved siden af båden i ca. 10 minutter. Det var en kæmpe oplevelse at se dette dyr på helt nært hold, den var faktisk så tæt at man kunne se den direkte i øjnene, når den studerede os på nærmere hold.

Da hvalen forlod os og svømmede videre mod nord, skulle vi lige sunde os og fordøje oplevelsen inden vi igen kunne genoptage fiskeriet. Efter kort tid fik jeg et voldsomt hug ved bunden og hurtigt var jeg overbevist om at det var en helleflynder. Det blev noget af en fight, idet jeg stod og fiskede med en jigstang, så man var godt spændt for. Da jeg endelig fik fisken til overfladen, så gik den amok ca. 5 cm fra gaffen og gik hele vejen tilbage til bunden 50 meter nede. Nå, men alt gik til sidst godt og vi kunne efter endnu lidt tid lande en flot helleflynder på 11 kilo. 

Helleflynderen som bød på en forrygende fight

Vi gik herefter ind mellem nogle øer for at se om vi kunne finde en plads til sømrokker, men forholdene var ikke til dette, så det blev ikke til det store. Vi afsluttede fiskeriet på en knold hvor Jesper før havde landet ”målertorsk”, dem var der dog ingen af men til gengæld kunne Uldbrandt lande turens sidste fisk, som var en helleflynder på godt fire kilo.


Alt i alt var det en super tur i et rigtig godt selskab. En stor tak til Jesper Johannesen for planlægningen af turen og til Jesper U, Martin, Peter, Xander for et fornøjeligt selskab. 

Hvis der er nogle som har fået lyt til at opleve fiskeriet i Trondheimfjorden, så arrangerer Kipling Travel ture derop i 2014, læs eventuelt mere på deres hjemmeside.

Der er uroligt smukt i Trondheimfjorden

tirsdag den 9. juli 2013

ENDELIG !

Endelig, min drømmefisk på 21,50 kilo.

Jeg har efterhånden jaget en stor lange i mange år, så netop denne fisk var efterhånden blevet en besættelse for mig. Jeg havde hørt om nogle rigtig store fisk fra Trondheimsfjorden, så da jeg hørte at Jesper Johannesen, som jo kender området fra sit ophold i området, ville arrangere en tur efter de store langer her i sommer, var jeg ikke sen til at tilmelde mig.

Lørdag aften ankom vi endelig til "campen" og da vejrudsigten var god for natten, besluttede vi at starte fiskeriet med det samme. Der var dog lige en "mindre" bådflytning på 30 sømil for at komme ind i fjorden, men det var bare med at komme i gang. Sejladsen benyttede vi til at fange småsej, som skulle bruges som agn når vi kam frem til langepladsen.

Klokken var fterhånden blevet 02.00 inden vi kunne stoppebåden over kanten, hvor Jesper tidligere habde landet storlanger. Vi gav os god tid til at blive helt klar med takler og agn, inden vi lod agnen suse mod bunden 120 meter nede. Taktikken var at affiske kanten langsomt ud til dybden var 250 meter. Der gik 10 minutter uden at vi havde mærket noget, men så fik Peter et tugt hug. Kort efter var også Jesper og jeg spændt for noget tungt i dybet.

Det var helt tydeligt at Peters fisk var et velvoksent eksemplar som ikke var meget for at forlade bunden 200 meter nede. Jespers og min fisk var lidt mere "humane" men da de kom til overfalden var der dog tale om to flotte eksemplarer med henholdsvis en super brosme på 11,35 kilo til Jesper og en lange på 10,30 til mig.
Da Peters fisk brød overfladen lød der et"woow" om bord, idet det var en pragtfisk af en lange på hele 24,30 kilo.
Hvilket første drev på denne efterhånden legendariske plads

 

Båden blev lagt igen og vi gjorde klar til at tage næste drev nedover kanten. Der skete ikke noget på den øverste del af kanten, men da vi kom ud over de 200 meter, fik jeg et rigtig tungt hug. Efter en lang tung fight ( der er rigtig langt op fra 220 meter) brød en pragtfisk overfladen og jeg kunne bryde ud i jubel, målet vat var endelig nået. Da langen kom på vægten blev den trukket helt ned til 21,50 kilo og målebåndet viste 166 cm.

Resten af morgenen gav nogle enkelte mindre langer, samt en rigtig fin brosme på 7,65 kilo til mig, samt nogle enkelte ringhajer i mindre størrelse.



Kl. 08.00 var vi tilbage i hytten igen, hvor vi godt mørbankede kunne se tilbage på en fantastisk fisketur.



tirsdag den 18. juni 2013

Furesø sandartens comeback

I de seneste sæsoner har mismodet bredt sig blandt Furesøens lystfiskere. Sandartfiskeriet har stort set været ikke eksisterende  og det kulminerede i 2012, hvor der kun var meldinger om et par enkelte sandarter over hele sæsonen.

Der har været mange spekulationer om hvor sandarterne var blevet af, var de blevet fisket op, var vandet blevet for klart så gedderne havde fået overtaget eller var det noget helt tredie

Nu viser det sig at sandarterne åbenbart har været der hele tiden, de har blot ”gemt” sig i den dybe sø. Siden premieren d. 1. juli, er der nemlig igen taget pænt med  sandarter på søen.

Per B. Larsen med sin flotte 5,10 kilos fisk
Flere fiskere er kommet i havn med flere sandart i rapportbogen.  Her senest har Per B. Larsen fået tre flotte fisk på samme tur, nemlig på 5,1 – 4,2 og 3,8 kilo og samme dag fik Anders Boes fisk på 5,35 og 3,0 kilo. 

Derudover har jeg kendskab til flere fisk over de fem kilo, så man kan da sige at fiskeriet er helt OK.

Sæsonens hidtil største er Gert Bendix`sandart på 7,90 kilo som han fangede til Furesøkonkurrencen og derefter kommer Henrik Pedersen´s flotte 7,50 kilos fisk fra premieren. 
Der er desuden fanget fisk på ned til 1,50 kilo, så der ser ud til at sandartfiskeriet på Furesøen har fået et velkomment comeback.

søndag den 9. juni 2013

Vinderfisken genudsat

Niels Buch med vendergedden på 11,80 kilo
I lørdags var det blevet tid til Lystfiskeriforeningens årlige fiskekonkurrence, nemlig den traditionsrige ”Furesøkonkurrence” som i år blev afholdt for 110. gang. Der var hele 24 både tilmeldt, som alle stod ud på søen i samlet flok i det første morgenlys kl. 04.00.

Der var i den foregående uge taget flere gode sandarter på søen, så der var selvfølgelig stor spænding om der igen var kommet sandarter på søen, efter et par særdeles sløje sæsoner. Under fiskeriet kom der meldinger ind til dommerbåden så fangsterne på søen kunne følges. På denne måde havde deltagerne mulighed for at høre om hvor store fiskene skulle være for kunne gøre sig gældende i konkurrencen. Der var også mulighed for ”catch and release”, idet der ved registreringen om morgenen, blev udleveret et ”skilt” som fisken skulle fotografers med.  Ved indvejningen skulle der så fremvises et billede af fisken på kamera eller smartphone og fisken talte så med i konkurrencen.

Solopgang over Store Kalv
Ved indvejningen på honnørbroen ved Holte sejlklub, skulle det vise sig at fiskeriet havde været rimeligt.  
 Der blev fanget 3 sandarter under konkurrencen, to 3 kilo´s fisk og en bamse på hele 7,90 kilo. Fisken på 7,90 kilo var dog helt deform. Den havde størrelse som en fire kilos fisk, men maven var på størrelse med en fodbold! Da fisken blev skåret op, skulle det vise sig at det var en stor byld eller knude som var vokset uhæmmet.  Der blev også fanget en del gedder, hvor vinderfisken var et flot eksemplar på 11,80 kilo, en fisk som blev registreret via foto i båden og genudsat straks efter.

Mit eget udbytte af dagen blev en håndfuld gedder, hvor den største vejede lige omkring de 6 kilo. Da jeg ikke havde nået at fiske agnskaller inden fiskeriet, trak jeg rundt med diverse woblere og gummiål, men det virker jo også fint.


Efter indvejningen var der fælles frokost for alle deltagere på LF stationen i Holte, hvor ”stationsforstanderen” Poul havde gjort klar og tændt op i den store grill.

torsdag den 23. maj 2013

Kattefeber på Nordsøen



Jeg har flere gange gennem de sidste par år, været på Nordsøen med det ene formål, nemlig at fange en god havkat. På grund af vejr, vind og dårligt fiskeri, var det dog endnu ikke lykkedes.
I år skulle det være, så jeg havde tilmeldt mig en tur med skibet Bodil og den efterhånden legendariske skipper Per Jensen. Sent 2. pinsedag sejlede vi ud fra Thyborøn og stak kursen mod nordvest. Vejrudsigten var fin for de første to dage, men derefter lovede man 13-18 m/sek, så det var bare med at udnytte tiden inden vinden kom buldrende.

Næste formiddag  var vi endelig fremme ved det første vrag og det var med spænding at taklerne blev sænket mod bunden. I de første drev over vragene bliver der fisket med pirk, så man kan få fjernet torskene, så det bliver muligt at fiske efter havkattene med agn. Det skulle dog vise sig at der ikke var mange torsk, sej eller lubber over vragene på denne tur. På dette første vrag lykkedes det dog mig at fange både en fin lubbe og en sej, så var de arter da hjemme.
Efter få drev over vraget kom der gang i havkattene og der kom jævnligt ”misser” ombord. I løbet af dagen blev flere vrag besøgt og alle steder var tendensen den samme, nemlig meget få torsk men til gengæld fint med havkatte. 
Jeg havde lidt svært ved at få det til at køre med havkattene, idet jeg åbenbart agnede med for lange agnstrimler. Der skulle åbenbart kun agnes med en ”klump” fiskekød i selve krogbøjningen, for at opnå den bedste krogning på kattene. 
Da jeg begyndte på dette kunne jeg kroge kattene og det kørte nu helt fint. Denne første dag gav mig 5 havkatte med en superfisk på 6,60 kilo som den største.


Da det blev mørkt stoppede vi fiskeriet og efter et par ”godnatøl” krøb vi trætte i køjerne, mens skipper satte kursen yderligere 10 sømil længere ud. Næste morgen stod vi op kl. 06.00 og efter et par kopper kaffe og en gang morgenmad, startede vi fiskeriet. Endnu engang havde vi et super havkattefiskeri, hvor vind og strøm var perfekt. 

Først på eftermiddagen var det tid til at sætte kursen mod havn, idet der var lovet hård kuling for området til aften og vi havde 10 timers sejlads hjem. Turen hjem gik fint med 10-15 m/sek lige i hækken. Da vi nåede havn kunne vi se tilbage på en super havkattetur med over 80 fisk ombord til de 12 fiskende. 
Jeg havde selv fået 9 havkatte med flere over de 5 kilo, en del langer op til 5,70 og torsk, sej, en enkelt lubbe samt en kuller. 
Endnu en rigtig god tur med M/S Bodil og Per.

Sikken nogle bisser

onsdag den 1. maj 2013

Super laksetur

De tre rygefisk som kom med hjem

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg sidst havde været på trollingtur efter laks, men i år skulle det altså prøves igen. Alle odds for en god tur var til stede, idet jeg havde en aftale med Jan Svenstrup om en tur her i foråret. Endelig havde vi fundet en dag som passede os begge og det var med stor spænding og forventning at kaffen og madpakken blev pakket.
Jeg mødtes med Jan på havnen om morgene og kort efter stak det blå lyn til søs. Efter en længere sejltur steg vandtemperaturen i  området  med ca. en halv grad, så det var her at fiskeriet skulle indledes. Vi havde stort set kun lige fået sat alle stænger, så tog en laks et højt fisket blink på det ene planerboard. Efter en herlig fight kunne vi lande en flot 7 kilos laks, hvilken start.

Østersølaksene er utroligt smukke
Fiskeriet kørte fint hele dagen, hvor vi fiskede i det samme lille område med varmere vand, det var noget som laksene kunne lide. Dagens største fisk på 11,50 kilo, bød på et af de vildeste hug som jeg har oplevet. Den huggede i overfladen og var fuldstændig vild. Inden vi fik de andre stænger op i denne side, havde den allerede taget 1000 fod line, så der bredte sig en mindre panik ombord. Nå, men alt gik godt og efter endnu en forrygende fight, kunne Jan nette den smukke fisk for mig.
Vi tog kun de fisk som vi skulle bruge til en gang rygning og resten blev forsigtigt løsnet fra krogen med en tang ved bådsiden. Det er et fantastisk syn at se en 10 kilos laks svømme langsomt og majestætisk tilbage i dybet.
Ved aftentid kunne jeg se tilbage på en fantastisk dag på Østersøen og  i et rigtigt hyggeligt selskab med en trollingfisker som virkelig kan sit kram og har styr på alle grejerne. En stor tak til Jan, for en fantastisk dag med nogle fede oplevelser. 

Tak til Jan for en fantastisk tur

torsdag den 25. april 2013

Morgentur i "Putten"

Tre af ørredene inden de blev til filèter

Så blev det lige til en hurtig morgentur i putten. Efter at der var sat store fisk ud i weekenden, tænkte jeg, at jeg lige måtte forsøge mig efter en stor regnbue på en hurtig tur inden arbejde.

Klokken 05.10 stod jeg klar ved Simons P/T og startede fiskeriet med klassiker, nemlig en let gennemløber. Efter at have forsøgt mig gennem halvanden time på flere pladser og uden der var sket det mindste, var det tid til en kop kaffe og et taktikskifte.

En synkende bombarda blev rigget op med en hvid 2” jig på slæb. Det var åbenbart det der skulle til, for i løbet af den næste times tid, blev det til 4 ørreder på land, samt et par kontakter. 
Så kaldte arbejdet desværre, men det blev da til knapt 3 timers fiskeri inden dagens pligter. 
Selvom det ikke blev til den helt store ørred denne morgen, så var den alligevel en herlig måde at starte dagen på.

lørdag den 20. april 2013

Så er der fisk

De små kommer flyvende fra start

Så blev det dagen hvor de små havørreder ankom til deres nye hjem i den nordlige del af Køge Bugt. Årets udsætning fandt sted lidt senere end normalt, idet vandtemperaturen efter det kolde forår, lige skulle op på det optimale, inden de kære små kunne sættes ud.

Vi udsatte i alt 31.500 stk. ørreder på 3 forskellige lokaliteter fra Ishøj til Kalveboderne, hvoraf hovedparten (ca. 19.000 stk.) blev sat ud ved St. Vejleå.  Der var tale om nogle utroligt friske småfyre på 14 – 20 cm så det tegner godt for de kommende års fiskeri, hvis de ellers kan undgå de mange skarv og ikke mindst garn som venter ude i bugten.

I år var det et lille jubilæum, idet det var 20. gang at jeg var ansvarlig for udsætningen af havørreder i området. Det er da en rar tanke at have, at man derved, har været med til at give rigtig mange lystfiskere en masse gode oplevelser ved vandet. Omvendt er man også ved at smide det hele fra sig i frustration, når man om efteråret oplever de massive mængder garn, som stort set spærrer hele området af uden for havnen.
 Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at et lille antal ”fritidsfiskere” skal gøre et så massivt indhug i bestanden, at vores fiskeri i peroder er ikke eksisterende. Det skal også her bemærkes, at der selvfølgelig også går en hel del af vores store aborrer i garnene!

Måske det ville være en ide at stoppe ørredudsætningerne for at beskytte aborrerne!

Nå, men lad os håbe at de relevante myndigheder snart finder en løsning med det uhæmmede  garnfiskeri, måske i forbindelse med det store projekt ”Havørred Sjælland”.  Hvis dette er tilfældet, mon så ikke at jeg også har sat ørreder ud om 20 år, det håber jeg i alle tilfælde på, det er jo kun positivt at man kan være med til at give en masse lystfiskere, muligheden for at komme ud i naturen og få nogle gode oplevelser.

På gensyn om 2 - 3 år


fredag den 5. april 2013

Mordet på Sjælsø

Garnfangede storbrasener fra Sjælsø
Det er en noget makaber overskrift, men det er meget rammende for det som er ved at ske på den sjællandske perle. Som mange allerede nok ved, så starter der nemlig en opfiskning af ”skidtfisk” på søen her i løbet af maj måned.  Begrundelsen for dette er, at man vil prøve at forhindre søen i at blive uklar i perioder.


De ansvarlige biologer har ud fra nogle meget tvivlsomme prøvefiskninger og ved at manipulerer med diverse fakta fra andre undersøgelser, beregnet at der er 20 tons store brasener (4-7 kilo) og 5 tons karper i søen. Her må det indskydes at disse store tal, har søens lystfiskere har meget svært ved at nikke genkendende til. Biologerne mener at disse 25 tons ”skidtfisk” har en væsentlig del af skylden for at søen i perioder bliver uklar og har derfor iværksat et projekt, hvor størstedelen af disse fisk skal opfiskes.

Opfiskningen vil foregå gennem 2013 og 2014, hvor der i brasenens gydeperiode (maj-juni) dagligt vil blive sat op til 4 kilometer garn. Efter gydeperioden (juli-oktober) vil fiskeriet blive gennemført med samme garnsætninger hver 3. dag. Der er ingen tvivl om at dette vil få katastrofale følger for fiskebestanden i søen. Udover at det vil ødelægge fiskeriet efter de store medefisk, så vil det selvfølgelig også gå ud over den fantastiske aborrebestand som der er i søen i dag. 
Under en prøvegarnsætning i 2012 blev der fanget rigtig mange store aborrer på helt op til 2,10 kilo i garnene, men ikke en eneste brasen!

Som lystfisker på søen i dag, har man den opfattelse, at der er tale om en sø i god balance. Der er en stor og veludviklet aborrebestand, med mange rovlevende aborrer på helt op til mere end 2 kilo. Gedder er der også en god bestand af, mens brasenerne udgør en mindre bestand med rigtig store eksemplarer. Skaller er der ikke mange af og her er snitvægten også høj. 
Alt i alt, en sø med en bestands sammensætning som er stort set perfekt efter lærebøgerne. 
Et synspunkt som landets største faglige eksperter i ferskvandsfisk er helt enige i.

Nu vil man så til at ødelægge endnu en sø ved biomanipulation. Dette er fuldstændigt uacceptabelt, idet hovedårsagen til næringstilførslen til Sjælsø, åbenlyst kommer via tilløb til søen med spildevand og via den store mængde grøde som bundfældes om efteråret. En opfiskning af ”skidtfisk” er dog den nemmeste og ikke mindst billigste måde, at vise borgerne, at man skam gør en masse godt for miljøet. I virkeligheden burde kommunerne sørge for at tilførslen af næringsstoffer blev stoppet ved at bygge forsinkelses- eller bundfældningsbassiner i tilløbene og via en indsamling af grøde inden den bundfældes om efteråret.

De lystfiskerklubber som har interesse i fiskeriet i Sjælsø, har naturligvis lavet en indsigelse mod den planlagte opfiskning. De involverede kommuner har dog efterfølgende givet sig selv dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3, så de kan påbegynde projektet.
Dette kan Lystfiskeriforeningen dog ikke acceptere, så de har nu indsendt en formel klage til Natur og Miljøklagenævnet, hvormed der følger en meget gennemarbejdet og seriøs begrundelse for at indstille projektet med opfiskningen. 
Det er dog tvivlsomt om det kan stoppe projektet, men skulle det ikke lykkes, så er alle muligheder afprøvet.

Jeg håber dog ikke at overskriften på dette indlæg kommer til at passe, men at man i stedet kan indsætte ordet mordforsøg i stedet for mordet, når det ikke det alligevel ikke blev effektueret.

mandag den 1. april 2013

Rimterne lader vente på sig





2. påskedag blev brugt ved Tryggevælde å, hvor målet var at se om rimterne var ved at indfinde sig.
Efter at have travet, fisket og kigget langs 3,5 kilometer af åens øvre løb, kunne det konstateres at der bestemt ikke er mange rimter heroppe endnu.
Det lykkedes dog at fange 7 fisk i løbet af eftermiddagen, men der var udelukkende tale om mindre hanfisk på op til 1,50 kilo.
Der går nok nogle dage endnu, inden rimterne for alvor indfinder sig. Vandet er stadig meget koldt og der ligger en del sne og is ned til åen, så der mangler noget varme.

Men der er ingen tvivl om at foråret for alvor er ved at nærme sig. Dagen bød på et dejligt solskinsvejr og lærkesang, samt årets første observation af viben, så det varer ikke mange dage inden jeg igen er tilbage ved Tryggens bred for at jage en stor rimte.

lørdag den 30. marts 2013

Forberedelse til foråret


Her i den hvide og kolde påske, skal tiden jo fordrives med et eller andet fornuftigt. Så nu hvor vi ikke kan komme ud og jage de store "madammer" inden fredningen, så kan man jo i stedet forberede de kommende måneders fiskeri.
Derfor er lørdag aften blevet brugt på at binde takler til methodfeeder fiskeriet og læse det nyeste nummer af Angling Times. I øvrigt et superblad for alle som holder af ferskvandsfiskeriet.

På mandag lover de bedre vejr, så der skal matchstangen luftes langs Tryggevældeåens bredder, for at se om der snart kommer gang i rimtefiskeriet.

lørdag den 23. marts 2013

Afslutning på Sørøya turen





                                    
 Så er turen til torskemekkaet Sørøya slut. Nu sidder man igen hjemme i varmen og tænker tilbage på ugen i det nordligste Norge.

Fiskeriet startede som tidligere skrevet fantastisk i de første dage. Herefter blev vejret noget dårligere, så det var ikke muligt at komme ud på de produktive pladser uden for fjorden. Helt usædvanligt, var torskene endnu ikke trukket ind i fjorden. Normalt er fjorden spækket med stortorsk på netop denne tid, men den manglende vestenvind i ugerne inden vores ankomst, havde medført at lodden, altså den lille fisk som torskene æder, ikke var kommet ind i fjorden endnu og dermed trukket torskene med.

Ind i mellem lagde vinden sig dog så meget, at vi kunne komme nogle timer ud af fjorden, hvilket også straks resulterede i store fisk. De dage vinden var for kraftig prøvede vi fiskeriet efter andre arter og da gav da både havkatte og jeg fik en ny art på listen, nemlig en håhvarre på ca. 700 gram.

Der er ingen tvivl om at fiskeriet udenfor fjorden i Breiviksbotn, er det absolut bedste torskefiskeri som der kan opleves pt. på vores skønne klode. Man skal blot være klar over at der uundgåeligt vil forekomme dage i løbet af en uges fiskeri, hvor det ikke er mulig at komme på havet.
Kan man leve med dette, er det et fiskeri som man ikke skal snyde sig selv for at prøve.

Ud over det fantastiske fiskeri, er det også et utroligt smukt område, med høje sneklædte fjelde som omkranser fiskevandet. Det er samtidigt et barsk og utroligt varieret klima, vi oplevede både en ny kulderekord med -21 (meget usædvanligt i dette kystområde i Golfstrømmen), snestorm og fygning, men også flotte solskinsdage med svage vinde og bølgende nordlys på den klare stille nattehimmel.

Nu er det anden gang som jeg fisker skreitorsk fra Sørøya og jeg mener at nu har jeg oplevet dette. Men når der er gået lidt tid,  så kan det godt være at tur nummer tre er under planlægning.
 Det er nok for svært, ikke at vende tilbage til dette fantastiske fiskeri og område



søndag den 17. marts 2013


Så har vi været nogle dage på Sørøya. De første to dage viste vejret fra sin bedre side, så der kunne fiskes. Første dag havde vi et godt fiskeri med 5 torsk over 20 kilo i båden. Jeg fik selv en stribe fine fisk med de to største på 21,50 og 23,00 kilo. Lars fangede bådens største fisk denne dag, en fantastisk torsk på hele 30,50 kilo.

På andendagen viste fiskeriet sig fra sin bedste side. Vi havde ca. 55 målere i båden med hele 13 fisk over de 20 kilo. Mine topfisk på dagen var på hele 25, 26 og 28 kilo. En helt fantastisk trible
Igen i dag havde vi en torsk over 30 kilo i båden, idet Søren B. Hansen bragte en superfisk på hele 31,50 kilo til bådsiden.
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at alle vores fisk er blevet fanget på Savage Gear´s Cutbait eller den nye Herring Shad på 32 cm.

De sidste par dage har vejret ikke været til fiskeri. I går blev vi på land på grund af for meget vind, mens vi  i dag har været på vandet i nogle timer omkring middag. Her fik vi så besked over radioen, om at der var kommet en ny vejrmelding som varslede om storm om eftermiddagen, så kursen blev sat mod havn. Dagen gavi øvrigt ingen målere, men mange fisk mellem 3-8 kilo.

I morgen ser det ud til at vi igen kan komme ud på de produktive pladser, som ligger ude i åbent hav ca. 10 sømil ude, så det ser vi frem mod med spænding.

søndag den 10. marts 2013

Skreien kan bare vente sig !

Så er der ikke længe til at flyveren sætter kursen mod stortorskens rige i nord. Midt på ugen går turen nemlig til Söröya i det aller nordligste Norge, hvor den store "skreitorsk" bydes op til kamp. De første hold som har været deroppe, har desværre været ramt af hårdt vejr, men her i de sidste dage, er det blevet til nogle dages fiskeri. Meldingerne lyder på mange og ikke mindst store fisk på helt op til 33 kilo, så det kan nok være at "skreifeberen" er ved at være høj. Nu er alt grejet pakket og klart, bl.a. skal Savage Gear´s testmodel af Herring Shad´en afprøves og mon ikke også at en luskefisket magnumål kan overliste en kæmpe eller to.

lørdag den 2. marts 2013

Tilbage ved Tryggen



Efter tre ugers pause fra fiskeriet, blev der  endelig tid til nogle timer ved vandet. Det var ikke tale om det store sats, men en eftermiddag ved Tryggevælde å i selskab med flådstangen, kunne sagtens bruges til at dulme abstinenserne.
Fiskeriet blev startet oppe i engene, nogle kilometer opstrøms, for at se om der skulle være en tidlig rimte. Det blæste dog så kraftigt, at fiskeriet var noget vanskeligt at styre. Efter en halv times resultatløst fiskeri, blev der taget en hurtig beslutning og bilen satte kursen ned mod Prambroen. Her kunne der fiskes lidt i læ oppe i skoven opstrøms broen, det var faktisk helt behageligt hernede.
Dagens sidste tre lyse timer blev derfor tilbragt med fiskeri på dette stræk og på trods af en særdeles lav vandstand og yderligere faldende vand, lykkedes det at fange fisk hernede. Det blev til 4 havørreder, hvor der var en nedfalder på 55 cm og tre blanke på 35, 41 og 42 cm, samt en enkelt rimte på kiloet.

søndag den 10. februar 2013

Havørred fra Tryggen



Det gode vejr som vi havde søndag eftermiddag, blev brugt ved de øvre stræk af Tryggevældeå sammen med flådstangen. På trods af høj vandstand og en rimelig hurtig vandføring, var sigtbarheden i vandet rimelig, så jeg startede med at gå 1,5 km op langs åen, for at fiske mig tilbage med strømmen.
Det var ikke med de bedste fornemmelser at fiskeriet blev startet, idet vandet var noget nedkølet efter nattens – 8 grader. Alle de gode steder blev fisket godt i gennem og sidst på eftermiddagen viste der sig en fisk i overfladen. Ormen blev straks fisket ned over pladsen og fisken huggede straks. Det var dog i første omgang en kort fornøjelse, for krogen fik ikke rigtig fat.
Der blev fisket nogle flere gange hen over pladsen og fisken huggede heldigvis igen. Efter en god fight gled fisken i nettet og det viste sig at være en herlig blank fisk på 1,975 kilo og 55 cm. En flot fisk så langt oppe i åen.
Da solen gik ned over engen, kunne jeg se tilbage på en dejlig eftermiddag med en flot fisk i tasken, rådyr omkring mig på markerne, rovfugle på himlen, varm kaffe i kanden og et helt fantastisk vejr.
Jeg er sikker på at ens liv bliver forlænget i den sidste ende efter en sådan dag i vores skønne natur.

fredag den 8. februar 2013

Klargøring af LF flåden



Fredag eftermiddag havde vi  i  Lystfiskeriforeningen´s bådudvalg, årets første planlægningsmøde. 
Her blev der bl.a. taget stilling til den endelige indretning af vores nye både, omrokeringen af bådene mellem søerne kom på plads, der blev planlagt hvilke både som skal hjem for reperation, udskiftning og reperation af stationernes stangkasser og meget mere.
Der er jo en hel del som der skal være styr på, når den samlede flåde i LF tæller over 70 både. Næste skridt er så en egentlig arbejdsplan og så skal der ellers tages fat, så bådene er klar til sæsonstarten.
Så der er altid noget at se til i foreningen, også selvom vandet er stift.

søndag den 3. februar 2013

Så er jeg også blevet blogger. Jeg vil her på siden skrive om mine fisketure og fangster, samt andre spændende nyheder fra vores herlige hobby. Der vil nok også komme nogle debatoplæg og meninger vedrørende de ting som sker i sportsfiskeriets verden og i naturen omkring os.